| |
Aikido i Danmark
Historien om Aikidoens indtog i Danmark kører ad flere
forskellige spor. Omkring 1960erne i Budokan, der lå på
Amagertorv 25 i København, var Bent Jacobsen og Niels Bødker
begyndt at tage Aikido ind i deres undervisning som fulgte
Sensei Hiroshi Tada. Tada Sensei var udsendt fra Aikikai til
Rom og havde i 1966 etableret sin egen dojo i den Italienske
hovedstad. I Budokan trænede man udover Aikido, også Judo,
Jiu-Jitsu, Karate og Kendo.
Sensei
Keith Olen Barger kan uden tvivl kaldes for en pioner i
Dansk aikido historie. I
1973 begyndte Keith Olen Barger som på det tidspunkt trænede Jiu-Jitsu i
Budokan, at træne Aikido sammen med Torben Krisbaum der
havde stiftet bekendtskab med Aikidoen i udlandet.
Samme år rejste Keith og Torben til et aikido seminar i
Göteborg i Sverige med Takeji Tomita Sensei og året efter i sommeren 1974 afholder
Tomita Sensei den allerførste sommerlejr i Danmark. Med på
denne lejr var også Torben B. Dyrberg som var startet i 1974
i Budokan.
Ambitionerne var tilstede hos de unge aikidokaer og i 1975
opretter de den første selvstændige aikido klub, Københavns Aikido Klub.
I 1977
vælger Keith at rejse til Göteborg for at fortsætte sin aikido træning i
en række år. Her får Keith en god kontakt med Ulf Evenås og
Lars-Göran Andersson
som på det tidspunkt underviste i Göteborgs Aikido Klub
under Tomita Sensei.
(På billedet
ses Keith Olen Barger sammen med Ulf Evenås og
Lars-Göran Andersson)
Torben Kriegsbaum blev Københavns Aikido Klubs første
instruktør. Siden hen har der været mange instruktører, i
dag Senseis - som alle er "udklægget" fra Københavns Aikido
Klub.
Torben Krisbaum forlader Københavns Aikido Klub i 1982 og
han dør som efterlyst af Interpol under ukendte
omstændigheder på et hotelværelse i Venedig i 1993.
Da Keith kommer hjem igen til Danmark er kontakten til
svenskerne og Tomita Sensei blevet godt etableret og Københavns
Aikido Klub fortsætter med at træne under Tomita Sensei helt
frem til 1992. Som den første Dansker rejser Keith i 1983
til Iwama for at træne under
Takeji Tomita´s lærer, Saito Sensei. Året efter
flytter Keith permanent til Japan i 3 år for at arbejde og
træne Aikido under Saito Sensei.
I dag er Keith Olen Barger 6.dan og Præsident for Dansk
Aikido Forbund. Keith forlod Københavns Aikido Klub i 2001
for at hellige sig arbejdet med at udvikle aikidoen i
Skælskør, Slagelse og Korsør. Disse dojoer betegnes i dag
som Doshinkan Aikido. Keith er i dag
æresmedlem i Københavns Aikido Klub og bestyrelsesmedlem i
Frederiksberg Aikido Klub.
Torben B. Dyrberg er i dag 5.dan og underviser stadig i
Københavns Aikido Klub. Torben er også bestyrelsesmedlem i
Frederiksberg Aikido Klub og ved specielle lejligheder har både
Keith og Torben undervist som gæsteinstruktører i
Frederiksberg Aikido klub.
Aikikai
Hombu Dojo
(合気会本部道場, Aikikai Honbu Dōjō) er hovedkvarteret i Tokyo.
Dōjōen
er grundlagt af Morihei Ueshiba i April 1931 under navnet
Kobukan i Ushigome distriktet i Shinjuku, Tokyo. Den
originale Kobukan Dōjō blev revet ned i 1967. Og
på grunden opførtes i stedet en 5 etagers bygning som blev
indviet den 12. Januar 1968.
I dag ligger Honbu Dōjō i Wakamatsu-cho distriktet i Tokyo.
(Efter en ny inddeling af Tokyo´s distrikter). Bygningen
rummer 3 træningssale med et samlet areal på 250 tatamier og administrationskontorer.
Hombu Dōjō ledes af Doshu, Moriteru Ueshiba.
Resten af staben består af flere shihans og shidoin
instruktører. Derudover er der et antal elever som bor og
arbejder i Hombu Dojo som uchi-deshi.
Der er
undervisning 7 dage om ugen. Doshu har morgen-undervisningen
alle hverdage kl. 6.30. Der er i øjeblikket 16 Sensei´s som
underviser i løbet af ugen. Heraf er de fleste 7. dan og
opefter. De mest prominente Sensei´s er Kobayashi, Yokota,
Yasuno, Osawa, Seki og Sugawara.
Den største træningssal (Dōjō) ligger på 3
sal og er på 100 tatami. ( I Japan måler man størrelse på et
bolig-areal i tatami og ikke i kvadratmeter) I stueetagen er der
en reception og der er omklædning for mænd og kvinder på
2. og 3. sal. De regulære undervisningstimer bliver altid
afholdt i den store dōjō på 3. sal. Anden undervisning som
begynder-undervisning og specielle timer som f.eks. kvinde-undervisning bliver
afholdt i de 2 andre dōjōer.
Begynder-træningen går op til 4. kyu, mellemniveau fra 4.
kyu til 1. kyu og avanceret fra 1.kyu og opefter.
Undervisning for begynder
og mellemniveau afholdes kun i bestemte perioder og med et begrænset
deltagerantal. Den regulære undervisning er åben for alle
som er medlemmer af Aikikai. Alle kan i teorien tage til
Hombu Dojo og træne. Alle som modtager sin 1.dan (første
sorte bælte) fra Aikikai bliver automatisk passivt medlem af
Hombu Dojo. Alle under 1.dan skal lade sig registrere for at
blive medlem. Der er typisk et indmeldelses gebyr (for ikke
yudansha) samt et månedligt kontingent som pt. er på kr.
500,-. Hvis man vil deltage i Doshu´s undervisning om
morgenen anbefaler vi, at man som minimum er gradueret til
2.kyu. I hombu Dojo bærer mændene ikke hakama, før end de er
blevet gradueret til shodan (1.dan). Kvinderne må godt bære
hakama som mudansha (elev/hvidt bælte).
Iwama
(岩間町
Iwama-machi)
Ibaraki
Shibu Dojo, O`Senseis hjem og private dojo ligger stadig i byen Iwama som ligger i Nishiibaraki regionen ca. 100 km
nordøst for Tokyo.
Det var her O`Sensei havde sit lille
landsted og dojo - og tilbragte den sidste halvdel af sit
liv her. Det var her at aikidoen som vi kender den i dag
blev konsolideret og fik sit udspring til resten af verden.
I årtier
har Aikidokaer valfartet til dette sted for at være deshi
(elev!) i kortere eller længere perioder. Deshi programmet
som i sin tid blev oprettet af Saito Sensei (1928 - 2002)
eksisterer ikke længere i sin gamle form og i dag bruges dojoen af lokale
Senseis udpeget af Aikikai og den tilhørende Aiki Jinja
(tempel) bruges ved særlige lejligheder og ceremonier.
Hvert år
i april måned afholdes "Aiki Shrine Festival" også kaldet
Aiki Jinja Rei Taisai i Kasama. Doshu og Shinto-præster (Omoto Kyo Shinto)
forestår en ceremoniel hyldest til O`Sensei med
efterfølgende opvisning (ho no embu) og frokost (naorai)
under træerne ved dojoen. Dette event tiltrækker hvert år
ca. 1000 deltagere fra hele verden.
Dojoen er i dag et levende museum hvor der stadigvæk trænes
aikido om aftenen. Med et nyoprettet deshi program som ledes
af Shihan Hiroshi Isoyama 8. dan - kan man ansøge om at få
lov til at være uchi-deshi i en kortere eller længere
periode. Det kræver dog en rekommandering fra sin Sensei.
|
|