Mellem det 12. og 19. århundrede, havde det feudale Japan et omfattende klasse system som var karakteriseret ved fremkomsten af en herskende klasse af krigere, samuraien.

Samuraierne udgjorde den absolutte militære elite, toppen af samfundet og var underlagt et strengt og hierarkisk moralkodeks (Bushidō). Samurai betyder "den som tjener".

Isoleret i 300 år

I ca. år 1600 blev Japan samlet efter en lang periode med indre kampe og politisk sammenbrud. De nye herskere så med bekymring på den indflydelse, som europæiske handelsmænd og missionærer havde ført med sig til landet siden midten af 1500-tallet. Ved hjælp af en række beslutninger standsede kontakten med andre lande gradvist, og i 1635 kom et påbud, der isolerede Japan fra omverdenen.

Japanerne måtte ikke længere rejse udenlands, og udlændinge måtte kun gå i land på en lille ø ud for havnebyen Nagasaki. Isolationen blev først brudt i 1850érne, da amerikanske krigsskibe tvang Japans herskere til at åbne landets havne igen.

I modsætning til det europæiske samfund, hvor bønder og landmænd var i bunden af klasse systemet, så havde den Japanske klasse-struktur placeret f.eks. købmænd på det nederste trin. Ifølge konfucianisme var betydningen af produktive medlemmer i samfundet så vigtig, at landmænd og fiskere havde højere status end f.eks. købmænd eller butiksejere i Japan.

Samuraierne

Samuraierne udgjorde ca. 10% af befolkningen i Japan og havde sammen med deres arbejdsgiver, Daimyoen en kolossal magt i samfundet. Samuraierne havde ”licence to kill”. En samurai kunne dræbe en borgerlig for den mindste fornærmelse og blev i vid udstrækning frygtet af den japanske befolkning.

Man forventede at Samuraierne var frygtløse og dygtige i krig og dermed opnå den størst mulige beherskelse af kampfærdigheder, med det formål at forherlige enten sig selv eller deres Daimyo i krig. Sideløbende blev Zen skolen i buddhismen indført fra Kina i Kamakura perioden (1185-1333) og blev meget populær blandt samurai klassen.

Som en fodnote til den Japanske historie skal det også nævnes, at der fandtes kvindelige krigere. De blev kaldt for Onna-bugeisha. De er ofte lidt fejlagtigt blevet kaldt for kvindelige samuraier. Onna-bugeisha tilhørte overklassen og de fleste var familiemedlemmer af samurai-klassen.

De blev trænet i brugen af våben for at kunne beskytte deres hustand, familie og ære i krigstid og kæmpede ofte ved siden af samuraier i krig. De var undtagelsen og en afvigelse fra det traditionelle kvindeideal i det feudale Japan. Ikke desto mindre bliver disse kvinder betragtet som væsentlige ikoner og de mest berømte Onna bugeisha var Kejserinde Jingu, Nakano Takeko og Hojo Masako.

Historien om Japan er noget enestående i sin relative isolation fra omverdenen. Sammenlignet med resten af verden, udviklede de japanske krigere sig langsomt. Dette gav samuraierne mulighed for at studere deres krigskunst med større dybde end mange andre kulturer. Og med den kultur opstod begreberne som Budo, Bujutsu og Bugei.

Budo

Udtrykket "Budo" er som sådan en moderne oversætning, og er et udtryk for den praksis hvor kampkunst integrerer en livsstil som omfatter fysiske, åndelige og moralske dimensioner med fokus på selvudvikling. Bujutsu kan forstås som videnskab, kunst eller krigs-håndværk. Og Bugei refererer til det læringsmiljø hvor formidling og systemisk undervisning indgår i krigskunst.

Den Japanske klasseopdeling gav en skævvridning i samfundet. Selvom landmænd og fiskere var en æret klasse, var de meget ofte tynget af et knusende skattetryk og meget ofte var købmænd og butiksejere rigere end samuraierne. Da Japan tillader at udenlandske handelsskibe må sejle ind i deres havne får købmændene så store formuer, at deres økonomiske magt voksede og efterhånden blev de feudale restriktioner mindre og mindre.

På toppen af samfundet sad Shogun, den militære hersker. Han var uden sammenligning den største og mest magtfulde Daimyo. Da Tokugawa familien overtog magten i 1603 blev shogunatet arvelig og Togugawa familien regerede i 15 generationer indtil 1868.

Selvom det reelt set var Kejseren som regerede landet, så var det Shogun som kørte showet. Kejseren havde meget lidt magt udadtil. Til trods for at Kejseren stod over Shogun i hierarkiet og tilmed var den religiøse leder af Japan forblev Kejseren ikke meget andet end en frontfigur for shogunatet.

En ny tid for Japan

I slutningen af det 18. århundrede under Tokugawa shogunatet gennemgår Japan en ny udvikling og samuraierne bliver i stigende grad ansat som hoffolk, bureaukrater og administratorer i stedet for krigere.

Der havde ikke været større krige i Japan siden det tidlige 17. århundrede og flere samurai-klaner mistede deres militære funktioner i slutningen af Edo perioden (1603-1868). Efterhånden blev samuraiernes sværd, Katana og Wakizashi mere et symbolsk bevis på deres stand end på våben brugt i krig. Under Edo perioden blev Daimyoerne's hære svært beskåret og de mange Ronins (arbejdsløse samuraier uden en herre) begyndte at blive et socialt problem for Japan.

Under Meiji-restaurationen (1867-1869) tog Kejser Mutsuhito Meiji, magten tilbage og afskaffede shogunatet. Samurai klassen blev opløst og erstattet af en moderne militærstyrke.

I denne periode blev mange unge mænd af samurai klassen udvekslingsstudenter. Ikke kun fordi de var samuraier, men fordi mange af dem var kultiveret og allerede veluddannet. Og mange af dem kom hjem til Japan og startede privatskoler og højere læreranstalter, ligesom mange lagde deres våben på hylderne og startede virksomheder såsom aviser og bureauer og mange andre tiltrådte statslige tjenester.

Meiji perioden kendetegnes i det hele taget ved indførelsen af vestlige influeret politiske, retslige og militære institutioner. Og med Meiji forfatningen blev Japan en del af den industrialiserede verdensmagt.

De sidste Samuraier mødte deres endelige ved slaget i Shiroyama i 1877. I den amerikanske film "Den sidste samurai" ledes oprøret af en Samurai ved navn Katsumoto, der er løst baseret på den virkelige Takamori Saigo. Saigo var notorisk kendt for sin stædige konservatisme og endte med at lede et oprør mod Regeringen. Hans tropper led et kæmpe nederlag overfor en moderne hær bestående af bønder udstyret med moderne våben. Efter nederlaget begik Saigo rituelt selvmord.

I dag er Saigo en folkehelt i Japan, et symbol på hengivenhed til princippet og den sidste Samurai.